Klassikerdagen 2003
Leonora Christina
Leonora Christina, datter af Christian d. IV, gift med landsforræderen Corfitz Ulfeldt tilbragte 21 år i Blåtårn. Her skrev hun Jammers Minde, en af det 17. århundredes bedste danske prosaværker. Jammers Minde som selvbiografi og psykologisk portræt et enestående stykke dansk kulturhistorie.
Jammers Minde blev først offentliggjort mere end 150 år efter Leonora Christinas død. Manuskriptet blev fundet hos en østrigsk adelsslægt og udgivet i 1869. I 1921 blev manuskriptet dansk ejendom, da Det National historiske Museum på Frederiksborg købte det.
Leonora Christinas skæbne og værker
Leonora Christinas skæbne er så storladen, at den allerede i hendes levetid sikrede hende europæisk berømmelse. I Danmarkshistorien har beretningen om kongedatteren, som i over 21 år sad fængslet i Blåtårn, altid haft sin plads. Men hendes forfatterskab kunne længe ikke vurderes efter fortjeneste. Hendes hovedværk, Jammers Minde, blev først kendt af offentligheden i 1869. Det blev straks en klassiker med bred appel.
Leonora Christina blev født den 8. juli 1621 på Frederiksborg Slot som Christian IV's og Kirsten Munks tredje barn. Christian IV tog sig af børnenes opdragelse og valgte deres ægtefæller ud fra politiske hensyn. Allerede som niårig blev Leonora Christina trolovet med Corfitz Ulfeldt, dengang en lovende ung mand af fornem, men fattig familie. I 1636 blev de gift og indrettede sig overdådigt. Leonora Christina nød det frie overklasseliv med ridning, sport, musik, håndarbejde, kunst og litteratur, uanfægtet af sine ti børnefødsler. Takket være sin dygtighed skabte Ulfeldt sig en strålende karriere i statens tjeneste. I løbet af få år blev han en af Europas rigeste aristokrater, men en del af hans rigdom stammede fra korruption.
Efter Christian IV's død i 1648 vaklede Ulfeldt-parrets position. Frederik III havde ingen tillid til Ulfeldt, og hans dronning, Sophie Amalie, hadede Leonora Christina. Følelsen var gengældt. For at undslippe alle anklager og intriger flygtede parret i 1651 til Sverige. Da der udbrød krig mellem Danmark-Norge og Sverige i 1657, var Ulfeldt blandt den svenske konges nærmeste rådgivere, og Leonora Christina fulgte som altid sin mand. Ulfeldts selvhævdelse og hans tvetydige position mellem de to arvefjender gjorde ham mistænkelig også i svenske øjne. Anklaget for forræderi blev han arresteret, men flygtede sammen med Leonora Christina - kun for at falde i Frederik III's hænder. Parret blev spærret inde på Hammershus under så barske forhold, at de forsøgte en hasarderet flugt. Leonora Christina måtte halvvejs bære Corfitz ned ad klipperne, og de blev pågrebet. Efter 17 måneders nedbrydende fangenskab accepterede ægteparret de hårde betingelser for løsladelsen: de gav afkald på alle besiddelser, og Ulfeldt måtte aflægge en ydmygende troskabsed til kongen.
Én gang til rejste de sig. Med en kurrejse som pÃ¥skud forlod de Danmark, og under et længere ophold i Brügge forsøgte Ulfeldt at fÃ¥ kurfyrsten af Brandenburg til at stille sig i spidsen for et oprør, der skulle styrte Frederik III. Fra BrandenÂburg gik alle oplysninger til København, hvor Ulfeldt blev dømt til døden in absentia. Uden at kende dommen rejste Leonora Christina til London for at skaffe penge. Dér blev hun pÃ¥grebet af danske udsendinge og bragt til fængslet pÃ¥ Københavns Slot. Den 8. august 1663 trÃ¥dte hun ind ad døren til BlÃ¥tÃ¥rn. Den 18. maj 1685 forlod hun sit fængsel.
De tre første uger blev den celebre fange underkastet en række hÃ¥rde forhør. Urokkeligt fastholdt hun, at hun intet vidste om Ulfeldts brandenÂburgske planer, og derfor mÃ¥tte de være hans fjenders pÃ¥hit. Mod hende selv blev der ikke rejst nogen anklage. I februar 1664 døde Ulfeldt pÃ¥ vild flugt for danske agenter. Derefter kunne Leonora Christina ikke udgøre nogen trussel for den danske regering, men Frederik III og især Sophie Amalie var godt tilfredse med at have hende bag lÃ¥s og slÃ¥. Efter kongens død i 1670 var der flere forsøg pÃ¥ at fÃ¥ hende frigivet.
Et af initiativerÂne gik ud pÃ¥ at pÃ¥virke den europæiske opinion til at lægge pres pÃ¥ den danske konge. Med det formÃ¥l forfattede Leonora Christina en selvbiografi pÃ¥ fransk i 1673. Hendes manuskript blev smuglet ud af BlÃ¥tÃ¥rn og blev udbredt i afskrifter. I 1953 dukkede det originale hÃ¥ndskrift op og kan nu læses pÃ¥ internettet. Her fortæller Leonora Christina sin livshistorie i store træk med fokus pÃ¥ enkelte dramatiske situationer. Værkets tema er den forfulgte heltinde. Med fast mod, køligt overblik og overlegen ro imødegÃ¥r hun sine fjenders mange intriger, trusler og ydmygelser. Troen pÃ¥ Guds forsyn og den stolte bevidsthed om at være Christian IV's datter bærer hende igennem alle ulykker. Intet kan svække kærligheden mellem hende og Ulfeldt, hævder hun. Men det portræt, hun tegner af sin ægtefælle, er ikke flatterende: svag, ubehersket og naiv er han, helt afhængig af sin stærke kone. Selvbiografien er spændende som en roman, levende fortalt og velskrevet.
Kort efter den franske selvbiografi begyndte Leonora Christina på en udførligere beretning om fængselstiden, Jammers Minde. Den er rettet til hendes børn og derfor på dansk. I Blåtårn fuldførte hun første del, som beskriver de første tre uger i fængslet med forhør, kropsvisitation, ydmygelser, hån, trusler, utøj, rotter, snavs, stank og støj. Udmattet ønsker hun døden, men hendes stærke fysik giver ikke op. Bevidst om sin uskyld får hun styrke til at acceptere sin skæbne og tolke den som Guds vilje. Hele livets og sprogets spektrum er med i hendes skildring. Stilen varierer fra den højeste patos til det platteste talesprog.
Lidt efter lidt fik Leonora Christina bedre forhold i Blåtårn, men fri blev hun først, da Sophie Amalie døde. Hun fik anvist bolig i Maribo, hvor hun førte et aktivt liv under relativt beskedne forhold. Allernådigst fik hun tilladelse til at se sine tre overlevende børn. I 1691 fik hun for første gang besøg af sin yngste søn, som da var 40 år. Hun havde ikke set ham, siden han var 12.
I Maribo genoptog Leonora Christina arbejdet med Jammers Minde. Emnet er nu dagligdagen i Blåtårn med et myldrende liv af fanger, vogtere, tjenestepiger og husdyr. Det skildrer hun med uretoucheret realisme og drøj humor - et lille mirakel af umiddelbart charmerende litteratur. Halvvejs henne gik hun i stå, men det var vigtigt for hende at få fortalt sin version af frigivelsen, og hun genoptog arbejdet. Om de sidste fængselsår beretter hun kort og springende. Kun den allersidste tid fortælles som en sammenhængende historie, der bygger op til det endelige klimaks: løsladelsens stille, men intense triumf. Stærk og stolt forlader hun Blåtårn - med manér.
OgsÃ¥ andre litterære værker arbejdede hun pÃ¥, bl.a. en samling kvindebiografiÂer, Heltinders Pryd, og en kort selvbiografi pÃ¥ vers. Hun døde den 16. marts 1698 og blev begravet i Maribo kirke. Manuskriptet til Jammers Minde opbevaredes sammen med andre personlige ejendele hos hendes arvinger. Først i 1869 blev det udgivet. I dag findes det pÃ¥ Frederiksborg Slot, hvor Leonora Christina blev født.
Læs mere om Leonora Christina her.
Leonora Christina blev fejret med maner på biblioteker over hele Danmark på Klassikerdagen d. 23. september, 2003. Den officielle åbning blev holdt i Møstings Hus på Frederiksberg.
|