Klassikerdagen 2010
"Hvad er en klassiker?" - Karen Blixen 125 år
Årets tema 2010
"Hvad er en klassiker?"
Karen Blixen 125 år
At være tidløs og dog til stadighed aktuel turde være opskriften på en klassiker. Klassikerdagen 2010 har fokus på klassikeren Karen Blixen, på klassikeren og på Karen Blixen.
Hvad er en klassiker? Og hvori består dens tiltrækningskraft? Hvad gør Karen Blixen til en klassiker? Og hvad gør Karen Blixen med klassikerne?
Af Jesper Gehlert Nielsen,
Ledende redaktør for Danske Klassikere,
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og medlem af Klassikerdagens Komité
Karen Blixen (1885-1962) kendte sine klassikere bedre end de fleste. Både som læser og som forfatter var hun storforbruger ¬– hun tilegnede sig dem, og hun brugte dem. Hendes forfatterskab står på mange måder i gæld til de store navne og værker inden for billedkunst, litteratur og musik, ikke blot fordi hun her hentede sin inspiration og sine forbilleder, men også og især fordi hun i udstrakt grad lånte fra kunsthistoriens katalog af genrer, tematikker, motiver og stilarter og lod elementerne indgå som virksomme dele i sin egen fiktion.
Overalt i hendes fortællinger fik klassikerne stemme: momenter fra Baudelaire, Bibelen, Beethoven og Boccaccio blandedes med de hjemlige Baggesen og Blicher i tekstmosaikker, der på én og samme tid var nye og gamle, traditionelle og moderne. Sidenhen, da Blixen selv var blevet klassiker og havde indskrevet sig i den tradition, yngre forfattere måtte forholde sig til, var hun i bogstaveligste forstand blevet uomgængelig. »Når jeg i al beskedenhed men uden uskyld, forsøger at skrive som fx Blicher og Goldschmidt«, noterede Per Højholt sig en generation senere, »så trækker jeg Blixen med ind, for det gjorde hun osse«. Blixen brugte, og hun bruges.
Da Karen Blixen i 1935 fik sit danske gennembrud med Syv fantastiske Fortællinger, var det, som havde hun allerede da taget klassikernes tidløshed på sig. I forhold til tidens engagerede og samtidsskildrende litteratur virkede hendes fortællinger underligt gammeldags og tilbageskuende, ikke kun i stilen men også fordi de stort set alle udspiller sig i en fjern og eksotisk (for)tid. Skønt fortællingerne og det senere forfatterskab – vel især Den afrikanske Farm (1937) og Vinter-Eventyr (1942) – fandt uhørt mange læsere ved sin særegenhed og nye tone, hæftede kritikken sig mest ved det bagudvendte og arkaiserende. Man fandt hende generelt »isoleret og fremmed, som et indslag fra en anden verden«, aristokratisk, ja undertiden feudal; teksterne regnedes af flere for aparte, tomt artisteri og »adelig Dame-Te, hvor der sladres«, af nogle endda for de rene perversiteter – »Baronesse Blixen-Finecke præsenterer Perversiteter med Sukkertang«.
Så sent som i 1958 kunne forfatteren Hans Scherfig karakterisere hende som et levn fra en svunden tid. »Ligesom den sjældne okapi, er forfatterinden Karen Blixen det, man i naturhistorien kalder en relikt – en endnu levende efterkommer fra en uddød art«. Enkelte anmeldere havde dog blik for, at det danske og internationale gennembrud, som var uden sidestykke i samtiden, også måtte have sin forklaring i noget nyt og fremadvendt. Således kunne Hartvig Frisch i en anmeldelse forene det klassiske med det moderne i sin karakteristik af Blixens tekster. »Er Eventyrformen, der er anvendt, næsten østerlandsk og er Tiden Empire, saa er til Gengæld Belysningen højmoderne og aldeles usentimental Funkis«. Eller med Jørgen Gustava Brandts ord: Hun er »meget gammeldags, fuldstændig up to date og langt forud for sin egen tid«. Inden for en klassisk ramme gennemskriver Karen Blixen aktuelle spørgsmål om kultur og identitet – på en ny måde.
At være tidløs og dog til stadighed aktuel turde være opskriften på en klassiker. Klassikerdagen 2010 retter fokus mod klassikeren Karen Blixen, mod klassikeren og mod Karen Blixen. Hvad er en klassiker? og hvori består dens tiltrækningskraft? Hvad gør Karen Blixen til en klassiker? og hvad gør Karen Blixen med klassikerne?
|